|
Naturen Ikke langt fra mit barndomshjem, midt i den kuperede del af Vendsyssel, ligger Børglum Klosterskov. Her har jeg sammen med veninder tilbragt store dele af min fritid. Fugle, dyr og planter blev observeret året rundt. Denne naturglæde har fulgt mig lige siden. I mit voksenliv er ferieturen med egen familie ofte gået til Sveriges skove og Norges fjelde.
|
Bøger Jeg husker endnu den dag i skolen, hvor vi fik adgang til skolebiblioteket. Duften og synet af alle de bøger! Hvad gjorde det, at skolevejen hjem (på cykel) gik fire kilometer op ad bakke og i vestlig retning, når man i tasken havde et parti "flyvende tæpper", der blot gennem læsning kunne bære én til langt fjernere egne. Fx: "Laura-bøgerne" af Laura Ingalls Wilder og "Sussi-bøgerne" af Gretha Stevns.
Fra min senere læsning skal der også nævnes et par titler iblandt dem, jeg med glæde vender tilbage til: "Stengrunden" af Bo Giertz. "Den niende dag", en novelle af Poul Hoffmann, "Den gamle mand og havet" af Hemmingway og "Zions datter" af Bodie Thoene. Den bog, jeg uden sammenligning har læst flest gange, er dog Bibelen - eller rettere den samling på 66 bøger, som Bibelen består af. I disse vidtfavnende og varierede skrifter finder jeg en uudtømmelig kilde til inspiration.
|
Børn Selvom jeg altid, har været glad for at skrive (stile mm.), var det en gruppe børnehavebørn, der blev den direkte årsag til, at jeg kom i gang med at skrive litteratur. Som pædagog, var det en del af mit arbejde at læse højt for børnene. Herigennem fik jeg kendskab til hvilke bøger, der fangede børnenes interesse, men også, at der var oplagte emner, som der på det tidspunkt ikke fandtes noget litteratur om. Derfor gjorde jeg forsøget selv. Jeg skrev, læste op, og skrev igen. Aldrig har jeg fået så åbenhjertig og konkret respons, som dengang af de tre - til seks årrige. Senere har børn i alle aldre, med hver deres charmerende måde at anskue livet på, været inspirerende igangsættere i mit skrivearbejde.
|
|
|